Jeg har hørt om en søn, saa forkommen som faal
Jeg erindrer, at han
vogted svin for en mand
langt fra faderens hus i det fjerne.
Denne søn maatte nøies med svinenes mask;
thi man gav ham ei brød;
den var bundløs, hans nød,
og han hungrede næsten tildøde.
Men en dag, som han gaar der og vogter sin hjord,
en beslutning han tar:
Jeg vil gaa til min far,
der er ingen, som hungrer derhjemme.
Jeg vil bede min far om en daglønners plads.
Vilde den han mig gi,
fik hans tjener jeg bli,
hvilken kongelig lod imod denne!
Og han gik til sin far i sin pjaltede dragt;
og han kom, denne søn,
med sin ydmyge bøn
om en daglønners stilling derhjemme.
Men hans fader, han antog ham atter som søn,
og ham gjengav hans navn,
og ham slutted i favn,
og holdt fest for den tabte og fundne.
Om jeg gjorde som denne forhungrede søn! –
Thi jeg holder ei ud
uden hjem, uden Gud!
– Jeg forsøger at gaa til min faderl