Jeg ingen hjemløs sjæl kan trøste nu,
jeg er jo selv en vildsom vandrer blevet;
mit eget hjerte er jo sønderrevet
og fyldt med hjemløshedens angst og gru.
Jeg kan ei bringe noget hjerte trøst,
naar smertens toner i mit indre klinger;
jeg trøstens ord ei over læben tvinger,
naar smerten bæver i min egen røst.