I kvelden sidder hun, taus og ene. Den sidste solstraale til farvel Just nylig sede træets grene; Det er en stilheds, en skjønheds kveld.
Hun synes ung, dog maaske ei ganske, Bestemt gir trækkene intet svar; Hun hører til disse kvinder kanske, Hvis ungdom ikke en ungdom var,
Som først i sildig, i modnet alder, Fandt ungdom, freidighed, livsmod, haab, Hvis livstræ grønnes, naar andres falmer, Som fik sin skjønhed i livets daab.
Sin skjønhedi Er det da skjønhed, dette? Den vemods-lykke i alle træk, Det smil, som magter dog ei udslette Et noget, halvveis kun strøget væk,
En rest af minder fra fordums dage, En sidste skygge fra svundne aar, Mod hvilke nødigt hun ser tilbage, Da hver erindring er hjertet saar.
End vemodssmilet om munden bæver Og sitrer svagt som i halvkvalt graad; Thi alt det svundne, paany det lever; Og snart er kinden af taarer vaad.
Da hørtes fodtrin i havens gange; Hun raskt sprang op, men tilbage veg. “Hvad er paafærde?” han spurgte bange, “Du er jo ganske som døden bleg!”
“Tilgiv mig kjære! jeg bare drømte, Men drømte noget saa ondt og stygt; og ved din ankomst det hurtig rømte, Ved dine fodrin det straks tog flugt.”
Og ved hans bryst hun sit hoved hvilte. Han stod saa ædel, saa stærk, saa sand. Med glæde, kjærlighed, stolthed følte Hun dette ene: han var en mand.
Nu vemodssmilet ei bæver mere. Nu straaler lykke i alle træk, Dog noget er, vil der altid være. Som intet, intet kan stryge væk!
Cookies on Poetry Cove