Fattige, ensomme, lidende kvinde,
Angst for, hvad kanske der nu maatte ske,
Og kunde dog over læberne bringe:
“Herre, o herre, din villie den ske!”
Stille og fredfuldt de ord gjød sig over,
Over et andet beængstet sind,
Et, som just brød sig i skummende vover
Under en smerte, saa liden mod din.