Nu du ved den grænse staar,
Som man kalder “støvets aar”,
Medens aar og dage randt,
Saa du tider skifte, svinde,
Men i sjæledvbet inde
Bar du rigdom, som ei svandt,
Derfor kunde tiden ikke
l Kue denne sterke aand,
Derfor har du lyse blikke,
Derfor har du kjærlig haand.
Nu paa denne høitidsdag,
Mod min tak, mit hjertes, tag!
Tak for alt, som gjorde godt!
Tak for hvert et vakkert minde
Om en offervillig kvinde!
Tak for stort, og tak for smaat!
Gud en vakker host dig skjænke
I sin store kjærlighed!
Over livets aften sænke
Mildt og stille han sin fred!