Hvis livet kom en dag med sollyst smil
Os lagde haanden kjærligt paa min pande
Og sagde mildt med blød og klangfuld røst:
“Kom, jeg vil føre dig til lvsets lande!
Kom, kom, du skal faa leve fuldt og rigt,
Faa lov at gaa paa solbelyste veie,
Hvor aand og hjerte ei skal hungre mer !
Men giv mig harpen, før dit bedste eie!”
Da lytted jeg en stund med mistro til;
Men turde jeg saa tro, hvad livet sagde,
Da greb jeg glad dets haand og kyssed varmt,
Og villigt harpen for dets fødder lagde. ‒
Men kommer livet paa sin vante vis
Og gir mig valget mellem disse lande,
Hvor alt er smaat og graat og tungt og trangt,
Og smertens store, fulde, dybe vande,
Da vælger jeg forvist den sidste lod.
Naar smerten gjennem alt mit væsen bæver,
Da bliver dog min harpe rigtig stemt,
Da kan jeg dog faa føle, at jeg lever!