Det var en morgen fuld af tvil og frygt; En plan, en dristig plan jeg havde bygt, Der var et noget, som jeg vilde gjøre, Men turde jeg nu og min plan udføre:
Jeg havde bedet, havde spurgt min Gud, Og havde tydet svaret gunstigt ud, Og havde tænkt, jeg vilde ikke frygte. Men nu begyndte modet dog at svigte.
Jeg denne dag fortalte just de smaa. At Farao maatte lade Israel gaa; Vi saa dem under jubel førte blive Af Gud mod landet han dem vilde give.
Men pludselig forstummed jublens fryd, Istedet hørtes der en anden lyd, En krigshærs vilde larm vort øre naaed, Og lsraels børn vi saa af rædsel slaaet;
Thi efter kom den store vilde hær. Og foran? Havet, havet laa jo der. Der kunde ei om frelse synes tale, Og follkets frygt med liv jeg søgte male:
At hurtigt den fra mand til mand sig sneg, At snart der jammerraab mod himlen steg. At høilydt knurren sig mod Moses hæved, At Israels børn i dødsfrygt skjalv og bæved.
En liden kvik en havde lyttet spændt, Hans øie havde fulgt mig ufravendt, Hvad barnets sind bevæged, ei jeg aned, Men nu det over læben vei sig baned.
“Men var ei Gud der da?” han bruste ud. “Jovist, du ved jo, de blev ført af Gud,” “Aa for noen tosker!” udbrød sterkt den lille. ‒ Men i min sjæl der blev med engang stille.
Og til min plan at fremme mod jeg vandt, At “Gud var med,” jeg til min glæde fandt. ‒ Om nu du kun, du feige, rædde hjerte, Erindred, hvad du denne morgen lærte!
Cookies on Poetry Cove