I. 36

Taage imellem mit oie fordunkler, Menneskers jammer beslører mit blik. Og at en kjærlighed over os funkler, At fra dens straaler vor verden udgik,

Det synes da mig en merkelig gaade, For mit formørkede blik ser det ud, Som skulde onde dæmoner her raade Over on verden, forbandet af Gud.

Da, om jeg ei skal fortvivle i noden. Da maa jeg flygte til Golgata hen, Se, hvordan kjærlighed gir sig i døden, Se, hvordan alt den frivillig gir hen.

Da falder lysstraaler gjennem det dunkle, Over vor jord med dens jammer og nød Ser jeg den brændende kjærlighed funkle, Som kunde gi sig for vor skyld i død.

Her finder endelig hjertet sit anker, Hviler sig trygt efter stormene ud. Da staar der pludselig for mine tanker Ord, som blev talt af min Herre og Gud,

Dengang han vandred i ringhed paa jorden, Ord, som jeg længe har vidst, han har talt, Men som faørst nu er mig levende vorden, Straaler fra korset er over dem faldt.

“I, I er lyset og saltet i verden!” Lyset og saltet, tænk det har han sagt! Er vi da og ved vort liv og vor færden Verdens fornyende, rensende magt:

Tilgiv os, Herre, vor daarlige færden, At vi saa ofte forglemmer dit ord, Glemmer missionen, du gav os i verden Lyset og saltet at være paa jord.

Himmelske renhed, bestraal du vort indre, Indtil vort liv dog lidt gjenskin kan gi, At der en straale dog stundom kan tindre Slig, at din herlighed glimter deri!

Laær os i kjærlighed haanden at strække Mod hver elendig, af livskampen træt! Hjælp, at vi og staar i forreste række Der, hvor der kjæmpes for menneskers ret!