Aa, det brænder, brænder saa herinde!
Thi min sjæl i dette øde land
Herjes sterkt af hede, tørre vinde,
Og jeg finder bare daarligt vand,
Vand, som sjæletørsten ei kan stille,
Sjæletørsten vokser dag og nat!
Tvs, der risler vist ensteds en kilde!
Og jeg bryder gjennem tætte krat.
Til en klippeskrent jeg frem mig finder.
‒ Dybt dernede er en yndig dal,
Og henover dalens grønsvær rinder
Kilden, vederkvægende og sval.
Men om jeg af kilden vil faa drikke,
Jeg fra skrenten klatre maa derned,
Anden raad og udvei er der ikke,
Og jeg river mig tilblods derved.
Svært at klatre ned ad denne klippe!
Haand og fod, det koster eders blod!
Og saa, tænk, om taget skulde glippe!
Om den gled, min svage, ustø fod!
Men dernede ser jeg kilden rinde,
Og min tørst forsterkes kun derved.
Herre, “miste liv for liv at finde!”
Herre, skal engang jeg naa derned?