Det første af budene, hvor det er svært,
Hvor det er usigelig tungt at faa lært!
En afgud, en afgud og atter en afgud,
Som Herren maa i sin barmhjertighed døde!
Et hjerte, som atter og atter og atter
I smerte maa bæve og sitre og bløde!
Og saa ‒ o, hvor daarligt jeg takker dig, Gud,
Fordi du dog lærte mig lidt af det bud,
Naar stundom du tog med dig selv mig i enrum,
Naar først du mit hjerte en afgud berøved,
Og derpaa i kjærlighed rakte mig haanden
Og reiste den svage og brudte af støvet,
Naar stundom du styrke mig gav paa min sti
Ved glimt af en sjæl, der selvstændig og fri
Gik henover livsveien, spurgte ei meget
Om menneskers mening og venskab og ære,
For hvem det var nok, ja var rigdom og lykke
Dit barn og dit vidne i verden at være!