I. 33

Der brænder i sjælen en hellig ild, Den gnist, som den engang tændte, Den sprang fra Guds renheds lue, og mild Og klar den bestandig brændte.

Der ulmer i hjertet en uren glød, Imellem den ogsaa flammer ‒ Dens farve er usikker, blaalig rød, Fra dybets arne den stammer.

Naar livet glider for sagte vind, Vi synes, mens smaat vi strider, At ilden brænder med roligt skin, At gløden slukkes omsider.

Saa vaagner vi pludselig op engang. Hvad er det, som stormer og suser? En fremmed, vild og forunderlig sang Igjennem vort hjerte bruser.

Og ilden, som nylig brændte saa smukt, Er nærved at dø med det samme, Og gløden, som nys vi troede slukt, Den blusser iveiret som flamme.

Den blusser iveiret som flamme vild, Der hele vort hjerte griber. Her er ikke længere storm; her er ild. Og ild i hver eneste fiber.

Og ilden fra dybets arne det er, Og hvem kan et hjerte kjende, Naar lidenskabernes vældige veir Faar denne ild til at brænde!

Dog end er der redning, ifald vi forstaar. At liv eller død det gjælder, Åt opgjørets time hurtig slaar, At dagen ustanselig helder,

Os samler, mens flammer om hjertet er spendt, Og døden synes at true, De yderste kræfter i det: at faa vendt Vor sjæl mod Guds renheds lue.

Da falder i hjertet gnist efter gnist, Fra luen de alle springer, Og tænder en kraftig modild tilsidst, Den flammen fra dybet betvinger.