Nei, hvor forunderligt livet dog er!
Aar efter aar kan det ligesom glide
Lydløst forbi os. En ordentlig hel
Sorg eller glæde det har ei at byde.
Saa, mens vi gaar der og næsten har glemt
Alt, hvad der engang vor sjælsharpe stemte.
Møder vi livet en dag paa vor vei,
Livet, af hvilket vi troed os glemte.
Ak ‒ men det stiller os foran et valg,
Viser os skatte, der frister og blender.
Siger saa smilende: “En kun for dig!
Vælg, og jeg gir dig en af mine hænder!
Skatte jeg holder i begge, du ser;
Men jeg kan bare den ene dig give,
Og paa dig selv det aldeles beror,
Hvilken af skattene din der skal blive.”
Saa kommer valget med tvil og frygt;
At mig dog livet til dette skal nøde:
Vil jeg faa gribe den ene haand,
Maa jeg, saa maa jeg den anden bortstødel
Vælge jeg maa! O, men hjælp mig min Gud,
Hjælp mig, o hjælp mig at vælge det rette!
At det ei lyder med anger engang:
Nei at jeg virkelig valgte dette!
Tænk ‒ men det blev vel formeget for en,
Dog maa jeg sige det ganske sagte ‒
Tænk, om vi mødte livet en dag,
Og det os begge hænderne rakte ‒ ‒ ‒!