Bestandig har det været slig min vis:
Jeg gaar og længter efter store stunder,
Der smelter hjertets kulde, sne og is,
Der bryder hverdagslivet lig et under.
Men hvis der saa oprinder slig en stund
Af dem man sent, ja kanske aldrig glemmer,
leg mister baade fatning, tanke, mund
Og løber helst afsted og bort mig gjemmer.
Men hvad jeg skulde sagt og skulde gjort,
Det siger mig min bitre anger siden,
Naar stunden bare vel er flygtet bort
Og kommer aldrig mer igjen i tiden.