Søndag eftermiddag er det.
Fra mit vindu jeg betragter
menneskenes glade vrimmel,
vaarens nye vakre dragter.
Hvad er dette? Hvad er dette?
Denne gang og holdning, denne
mand, som ei de andre ligner,
skulde jeg vel kanske kjende.
Væk er alle, hele vrimlen!
Blikket ser kun ham, den ene,
ham, som ei de andre ligner.
Men – han er jo ei alene.
Ved hans side gaar en kvinde;
hendes arm i hans nok hviler!
Hvor hun dog er ung og vakkerl
Men – nu ser han op og smiler.
Intet forsøg paa i feighed
ligesom forbi sig liste
under spøg, med blikket sænket,
som han intet saa og vidste.
Heller ingen haan i blikket,
heller ei triumf i smilet!
Slig en hilsen, det var storhed!
Kunde nu jeg til dig ilet,
sagt, at nu jeg først dig kjender,
at mig denne stund det lærte,
at jeg nu dig turde give
haanden sammen med mit hjertel
Kvinde, kvinde gaa tilside,
kvinde, du min plads har taget!
Nei, du har ei; kjære tilgiv!
Denne plads har selv jeg vraget.
Naar jeg altid hykled kulde
og forvendte mine blikke,
maatte, maatte han jo tænke,
at jeg elskede ham ikke.