Under vor livsvandring bølger og klinger
Toner omkring os hver eneste dag;
Sjelden en tone vort hjerte dog bringer
Varmere banken og raskere slag.
Enkelte toner os faar til at gyse,
Andre til rigtig at gjemmer os vel,
Andre igjen til af hjertet at fryse,
Nogle forstener vort væsen, vor sjæl,
Men i det store, det gjælder dog dette:
Tonerne bølger os uhørt forbi,
Streifer vor sjæl, men formaar ei at sætte
Spor af et indtryk, et merke deri. ‒
‒ Dog kan det hænde, en tone os stemmer,
Hele vort indre en sitrende, svag,
Stedse dog stigende jubel fornemmer.
Hjertet slaar varmere, raskere slag;
Aanden frigjøres og mægtigt sig hæver,
Kinden faar farve, og øiet faar ild;
Alt det forstenede løses: vi lever,
Lænker og kulde og frygt er ei til.
Tonen, som slig kan os løse, bevinge,
Løfte til høider, vi ellers ei naar,
Det er en sjæl, som vi føler at klinge
Rent og harmonisk i samklang med vor.