O, jeg ved, at du er stærk og god,
ved, at trygt din arm mig skulde værne,
og din haand, den skulde fra min sti
stedse søge hver en sten at fjerne,
ved, har vidst det gjennem mange aar,
at du vilde føle det som lykke,
om jeg kunde gi dig denne haand,
som du endnu aldrig voved trykke,
ved, den kvinde, som du bygged hjem,
skulde, om hun derind vilde flytte,
ingensinde efter dine trin
gjennem vaagne nætter angstkuldt lytte,
ved, at i sin higen og sin strid
altid mod et hjem min sjæl har stundet,
og mit hjerte finder ikke fred,
førend det sit hjem engang har fundet.
Men mit livssyn, som jeg kjøbte
med mit eget hjerteblod,
mon du dette kunde dele?
Mon du ogsaa mig forstod ?
Vilde ei mit liv du snevre
i for trange former ind?
Vilde ei min aand bli hemmet,
kanske vingeskudt ved din?