Forstødt

Jeg har ham sagt det ærligt, ydmygt stille. Jeg har det sagt; jeg opbød alt mit mod; Jeg sagde, at jeg ikke tie vilde; Han blegned, taug, der blev saa dødsens stille,

Mens farven mer og mer hans kind forlod; Mit øie bad; jeg intet mere sagde; Min ganske sjæl i blikket ind jeg lagde. Ei øieblik; ‒ jeg saa, hvordan han sitred,

Krampagtig greb om stolens ryg han fast, Jeg saa, der noget i hans øie glitred, Da blev mit eget vaadt ‒ paany han sitred; Men derpaa vendte han sig om i hast

Han gik, han stansed, atter om sig vendte, Et sidste blik han mig til afksed sendte. Jeg saa, en kamp der i hans indre brændte; Da var det, som med magt han rev sig løs;

Han gik; han ikke mere om sig vendte; Jeg hørte døren lukkes, og jeg kjendte, At i min sjæl det var, som alting frøs, Jeg følte intet ‒ ikke engang smerte,

Det var, som døden isnede mit hjerte. Saa, det er kjærlighed, som mænd den eier! Saa, det er denne livets største magt, Mod hvilken alle andre lidet veier,

Som allesteds og altid vinder seier, Som stundom troner for sin fod har lagt! Ja sandelig, en stormagt maa det være, Som ei en andens brøde orker bære,

Og det en brøde, som i dørste række En anden, en dæmon, dog har forskyldt! ‒ Og ingenting hans strenghed kunde svække, Ei dette, at jeg intet vilde dække

Ei at mit hjerte var af anger fyldt! Kan man da kjærlighed hos mænd ei finde? Da elsker anderledes dog en kvinde. Hvor mangen kvinde just i dette stykke

Saa ganske anden synd tilgive maa! Hans billed er det altid kjært at smykke, Og ingen kvinde følte det som lykke, Naar hendes ideal i støvet laa.

Dog kvinden kan sin elsktes brøde bære. Men manden ‒ ‒! Mandens sjæl maa mindre være! Du saa, min ganske sjæl dig bad om livet! Hvi slutted du mig i din favn ei ind

Og hvisked ømt, at alting var tilgivet, At du og jeg vi skulde leve livet, At nok jeg havde lidt, at jeg var din? Jeg tror, at du det aldrig angret skulde,

Jeg tror, jeg skulde lønnet dig tilfulde! Jeg kunde tiet og din hustru blevet! Jeg kunde vist med bønner, taarer og Forhindret, at du løs dig havde revet,

Dengang den store kamp dig gjennembæved, Men dertil, dertil var for stolt jeg dog! Du gik, og alle hjertets blomster visned, Du gik; mit hjerte døden gjennemisned!