Ved hende der, den høie, frække kvinde,
Der er, saa synes det mig, noget kjendt;
Hvor jeg dig saa, det kan jeg ud ei finde,
Men faar fra dig dog ei mit øie vendt;
Mon du mig kun om nogen skulde minde?
Ah, det er hun, som evned at faa tændt
Slig vild begeistring ‒ ‒ ‒ Arme lastens datter,
Saa det er dig! Saa vi skal mødes atter!
Hun venter nogen; thi hun danser ikke,
Men speider stadig mod den samme kant.
Hun streifer døren tidt med sine blikke,
Ah, endelig den søgte øiet fandt;
Hun iler frem ‒ ‒ Men hvad? Er dette ikke
Hans holdning, gang, figur? ‒ Det er ei sangt;
Det er kun mig, som ser ham allevegne,
Som stedse maa det kjære billed tegne.
Han sætter ei sin fod paa slige steder
Det er kun mig, som ser ham i enhver,
Han er en mand af rene strenge sæder,
Han stævner ei til møde hende der;
Han elsker kun de ædle, skjønne glæder;
‒ Barmhjertighed! O himmel! Ham det er!
Ham arm i arm med denne faldne kvinde!
Bort herfra! Bort! Jeg kvæles jo herinde!