Du navnløse store tryghed.

Du navnløse store tryghed, Som barnets, der hviler i moderens favn! Al tvivl og beregning er borte, Og frygten ‒ jeg kjender den bare af navn.

I dette frygtakrige hjerte En grænseløs tryghed har sænket sig ned, Og hele mit væsen hviler I stille, i dyb og forunderlig fred.

Mit hjem, mit hjem, hvor skjønt, hvor lunt du var, Saalænge dig den store tryghed bar! Mit hjem, mit hjem, hvor ødelagt du er, Den store tryghed bærer dig ei mer.

Hvor rolig, sikker, glad og god jeg var, Saalænge mig den store tryghed bar! Hvor hjælpeløs, forvildet nu jeg er, Den stor tryghed bærer mig ei mer!

Hvor skal jeg atter blive glad og god! Hvor skal, hvor skal jeg sætte nu min fod! Naar hjemmet vakler, hvor er da det sted, Hvor jeg skal hente kraft og lys og fred?

Min hjerte ingensinde dig har elsket, Det elsket den, jeg drømte at du var, En illusion, min egen sjæl sig skabte, En vakker drøm i dig jeg elsket har.

Men illusionen brast, den maatte briste, Og drømmen veg, og for mit blik du stod Som den, du er ‒ da veg min sjæøl tilbage I sorg og skræk, da græd mit hjerte blod.

Min vakre drøm, hvor svært, dengang du døde! Min drøm, hvor svært at jorde dig især! ‒ ‒ Men hjertet dør dog ei med sine drømme, Mit hjerte lige varmt og rigt dog er.