De dybe lengsler, ja de var min fare!
Mit sjæleliv var sterkt, men var dog rent,
Mod indtryk, livsindhold jeg længted bare,
Men skjønner nu, desværre altfor sent,
Den kommer lettest paa de vilde veie,
Som fik et voldsomt sjæleliv i eie.
Med fremtidsdrømme søgte jeg at smykke
Mit liv ‒ det var og blev dog trist og smaat.
Jeg længtede mod farver, lys og lykke,
Og livet var bestandig graat i graat!
Mod kjærligheden længtede jeg saare
Og mod et hjem, og mod et hjem, jeg daare!
Du kom ‒ en ukjendt fargeglans fik livet,
Det straalte nu i erotikens skjær!
Ak, om du kjærlighed mig havde givet!
Thi efter kjærlighed og hjem især
Det var min arme sjæl i længsel brændte,
Og verdens hele slethed den ei kjendte!
Jeg troed jo, jeg eiede dit hjerte!
Jeg troed, kjærlighed for dig betød
Det samme som for mig ‒ forsent jeg lærte,
For dig betød det bare uren glød;
For dig betød det kun en seir at vinde,
Blandt dine ofre tælle end en kvinde.
Jeg drømte, du et hjem mig vilde givet;
Et hjem, jeg alt i fantasien saa!
Min tak, den skulde dig forskjønnet livet!
Min drøm, min vakre drøm, du endte saa!
Kun naar jeg er i kunstens rige hjemme,
Jeg evner for en liden stund at glemme!