Javist er den fattig og veirhaard den plet, hvor min moder mig fødte engang; men – aldrig har jeg nogen skjønnere set; den er skjøn som den skjønneste sang!
Her en legende bæk, hist en larmende fos, her et granernes tause geléd; her et klippefast fjeld,som by'rtidstanden trods, her et lyngens og mosernes sted
Hist den venlige fjorde Som et smilende barn ser den stort paa den travle bedrift, De er fulde af rigdomme fiskernes garn. De skal suge ud armodens gift!
Har du rastet i skogen en sommerlys dag – midt i blomsternes rigeste fior; har du aandet ind balsam i graadige drag og hørt lerkernes jublende kor?
Da var hjertet dit fuldt af begeistringens sang; da du priste det sted, hvor du bor; da du følte en fyrig, en manende trang til at verne om fædrenes jord.
Mine brødre – vort folk – er en arbeidetsslægt, staar med skabningens herre i pagt. Derfor sover de trygt og forsvarer de kjækt sine svage mod ondskabens magt.
Vore kvinder har lært os den dybeste bøn. De er rene og ædle som faa. De er gode af trang og slet ikke for løn; men – trods alt vil de regnes for smaa!
Vore unge har vilje og næver som staal – for sit fædreland ofrer de alt. Haardt de kjæmper for store og herlige maa men – med frugterne er det nok skralt!
Vi vil takke for gaven, vi fik af vor Gud, for det elskede snebræens hjem, for en ungdom – som rosen saa fager og prud! Og vor tak er jeg vis paa naar frem!
Cookies on Poetry Cove