Det gamle aar staar snart i mindets bøger,
det aar, som kommer aldrig mér igjen,
det aar, vis vegt saamangen ryg vist krøger,
det aar, hvem mangen mindes som en ven.
Igjennem taarer sér du dine kjære,
hvem aaret rykket op af tidens jord.
Du takker dog, thi aaret lod dig lære,
at døden just er liv for den, som tror.
Og mangen én hvem aaret haardt berøved'
kanhænde alt, der skulde gi ham brød,
vil prise den, som raader over støvet,
fordi han hjalp ham af en værre nød.
I stille stunder kan jeg ofte høre,
en andagtsfuld, en herlig melodi.
Jeg vilde gjerne den i ord fremføre,
skjønt den vel taber da sin poesi:
“Meget maatte jeg begrave;
men Gud gav mig haabets gave.
Er min ryg af sorg end bøiet,
synge gjør jeg dog fornøiet:
“Ære være Gud!”
Viv og børn er over døden.
Gud – han tog dem bort fra nøden.
Ofte mangler brød paa bordet,
Aldrig mangler naadeordet!
Ære være Gud!
Snart jeg feirer jul derhjemme,
hvor jeg savn og nød skal glemme,
hvor min Jesus, min forløser,
mig med naade overæser!
Ære være Gud!