En stille stund vil min tanke fly
fra døgnets trættende virke.
I aanden sér jeg min kjære by
og der min kjæreste kirke.
Ti – hjemmet er en kirke jo,
hvor freden er tilhuse,
hvor kjærlighed, hvor haab og tro
vort sind saa tidt beruse.
Du kjære mor, din fødselsdag
er høitid for os alle!
Da nyder vi – i fulde drag –
hvad vi det bedste kalde.
Det er din lykke. Maatte Gud
dig rigelig velsigne
og klæde os i retfærds skrud,
saa vi dig kunne ligne!
En hjertens tak for, at du var
os alle et eksempel!
En hjertens tak for, at du har
ført os til Herrens tempel!
Tak, mor, for hver en vaagenat
for trofast, kjærlig pleie!
Gud give dig den største skat,
som mennesket kan eie!
Vi lover dig, at altid skal
vi i dit fodspor følge.
Da føres vi til fredens hal
hen over tidens bølge.
Da hjælper os den gode Gud,
som er din ledestjerne,
til villig lyden af hans bud,
til ham, at følge gjerne
Gud lade dig i mange aar
endnu hos dine leve!
Det, at du stille blandt os gaar,
vort sind til Gud vil hæve.
Din bøn gir haab i trængsels stund.
Den maner os til handling.
Vi bygger trøstig paa din grund.
Saa skér der nok forvandling!