Paa dig, min Gud og fader –
– min tilflugt i al sorg og nød –
jeg mig saa trygt forlader;
du gav mig haab ved Jesu død!
Du, gode sjælehyrde,
tag bort hver anstødsten!
Let mig min syndebyrde;
to' mig, saa blir jeg ren!
Og giv mig kraft at vandre
i Jesu, livets spor!
og lad mig lede andre
til tro paa livets ord!
Dit ord er mig en kilde.
Foruden det jeg sygner hen!
Gud lad mig – aarle silde –
ha livets ord til bedste ven!
Det er min trøst i sorgen;
det gjør min glæde ren,
og nat gjør det til morgen,
gir liv i visne gren.
Det lægger sang paa tunge
– en, glædens takkesang.
Lad sangen mægtig runge
– selv under tyngest gang!
Dig, Gud, vil altid ære
mit legem og min ganske sjæl.
Du vil, at jeg skal være
af livets træ en frugtbar del.
Du græder, naar jeg synder,
gjør dine bud imod.
Du naadens ord forkynder
og måner mig til bod.
Ja, bedst af alt i verden
er haab om glæden hist!
Det gir mig kraft paa færden
og salighed tilsidst!