Kongernes konge, min Gud og min fader,
du er mit haab, min enese trøst!
Du, som dit barn i dets nød ei forlader,
modne af naade mit liv til din høst!
Rens mit af synden besndlede hjerte,
tag dog tilfange mit sind og min hu!
Lær mig at føle en knugende smerte
over, at jeg var saa kold indtil nu!
Ja, indtil nu! – Og paa fremtidens dage,
ser jeg med angst og med sorgtynget sind.
Satan og mørkets magt mægtigen drage,
svækker mit syn, gjør for synden mig blind!
Gjør mig ufølsom for syndernes byrde!
Tag derfor, Herre, mit sind i din favn!
Vær her i livet, i døden min hyrde,
saa jeg naar himmerigs salige havn!
Tak, at din naade du gav mig at eie,
leded' mig ind paa det salige spor!
Herre, kun den, der gaar frelserens veie,
er – selv om ringe her virkelig stor!
Lad mig, o Herre, dit eie forblive;
saa har jeg nok – ja i evighed nok!
Mørket maa ikke mig bort fra dig rive!
Regn mig, o naadige Gud, til din flok!