Lodsen

Han sad der saa bøiet – med vinter i haar og alvor i furede træk. Han havde nok fristet den slags kaar, som snart jager lystighed væk.

Dog havde han ikke lagt aarerne op og drevet for mismodets vind. Han kjernesnnd var – i sjæl, som i krop, og, banked' fru mismod paa, sagde han stop!

Hun fik ikke slippe ind Jeg spurgte ham ud og fik den fortalt, hans saga, hans livsskudes reis. Den sagde mig: “Gaar det end aldrig saagalt,

saa sænk ikke ho'det, men kneis! Ti, ser du, som han, mod det hvælvede blaa, didop, hvor Guds kjærlighed bor, saa vil det bestandig den rette vei gaa,

saa vil du til maalet omsider dog naa, om trængslen er aldrig saa stor!” “Min vugge stod ei i en konges palads, ei heller i rigmandens hjem!”

I fattigmands stue den fik sig en plads, og ligevel vandt jeg dog frem! For – ære og guld giver livet ei værd! Nei, troen paa Gud, som gjør vel,

som støtter og hjælper sit barn paa dets færd – han gjør ikke forskjel paa læg eller lærd – og bringer det lykke og held! Min far og min mor – Gud signe de to! –

De ligger bag mulden nu gjemt! – Der har de det bedst; det skulde jeg tro! For fattigdom, det er slemt. De værned og stelte med eneste barn,

saa guldet ei stelles med slig! De gjorde mig ræd for ondskabens skarn, og ikke kom satan til med sit garn! Min barndom – ja, den var rig!

I otteaars-alderen maatte jeg ud i skjægten – i følge med far. Stormen tog ofte dens eneste klud, gjennem brændingen dagstøt det bar!

Men gamlingen brød sig nok ikke om det; han hørte ei stormens sus! Og gik det for ilde, saa sank han iknæ, og da kom skjægten saa sikkert i læ

og vi velbeholdne i hus! Engang – jeg husker det som idag. Jeg var dengang en velvoksen gut, en femten somre – saa saa vi et flag,

et nødflag. En skude kaput! En svane – saa stolt, som vel nogen saa – var nu døden frygtelig nær. Saavidt over vandets flade den laa.

Briggen, hvis stakkars besætning vi saa, den laa der med kappede ræ'r. Vi naaede til den, trods sjøerne bred og fyldte vor lille baad.

For Herren er nær i den yderste nød og véd nok bestandig raad! Mandskbe redded vi fik vi iland, skjønt det ofte saa stygt nok ud.

Ham, som os frelste fra sjøernes brand, takked vi, da vi sat foden iland. Den gode, naadige Gud! Der blev trangt i vor stue. Men far havde plads.

De fik varme sig ved vor komfyr. De drømte sig ind i en konges palads, men – pladsen der er nok dyr! Hvad her de betalte var hjertelig tak.

Den mynt har nok høieste værd! De takked' oprigtig, det var ikke snak. Det var ædelt folk, ikke hjerteløst pak! De tog høisind med paa sin færd!

Saa rusled da tiden, og manddommen kom og sorgen I følge med den. For – stuen derhjemme blev næsten tom: Jeg sad der alene igjen!

Far lukked' øiet i stormens nat. Havbunden blev hans grav. For mor blev nu tiden som mørkeste nat. Fortvivlelse styred nu hendes rat.

Dog snart fik og hun seile af. Det hued mig ikke, det ensomme liv. Jeg blev stur og saa alting i sort. Og derfor saa hented jeg snart mig en viv

for at faa denne sturenhed bort. Og da vi stod foran Guds alter, vi to, da fyldtes med glæde mit sind. Hos os skulde fryd og lyksalighed bo!

Den lover jo godt, denne barnlige tro, éns bryllupsdag slipper ind! Jeg trælled og sled det bedste, jeg vandt og fik – Gudskelov! – lidt til hver dag

Jeg var paa sjøen, naar solen randt og tog det nok ikke i mag. Mangengang piblede blodet frem, naar sjøen kom rigtig paatværs.

Men – føde maatte jeg bringe hjem! Det fik ikke hjælpe, om stormen var slem, om den sang sine gravøls-vers! I tidens løb kom der smaafolk tilgaards,

– Nu er der nok ingen igjen! To døde tidlig, én blev tilaars, men havet tog ogsaa den! Ak ja – Gud hjælpe os! – livet er trisf

for mange! – Men lærer os dog, at holder vi ud en liden frist i troen, saa kommer vi hjem tilsidst til Gud, som har taget vort aag!

Og sønnen min – for det var en gut, som fik lov til at vokse op, han blev stor og sterk – en kjæmpe tilslut, en vakker og smidig krop.

Han kunde haandtere sin skjægte bra og lændse for veir og vind! – – – Jeg sér ham endnu den dag idag. Hans mod – det kunde ei stormen ta!

Han var altid et freidigt sind! Da konen døde, var han min trøst, min støtte, min alderdoms haab. Men – saa var det en mørk, en stormende høst,

at jeg døbtes med sorgens daab. Ogsaa ham tog havet!v Mit haar, som varsort, blev graat paa én éneste nat! Men – saa havde han ogsaa et storværk gjort!

Det vil sige: Gud øved ved ham noget stort saa han fik ham et minde sat! Der varstrandeten brig;den var undergangnær. Den var læk, var paa synkningens rand.

Men – at redde i sligt et forrygende veir, dertil kræves en handlingens mand! Jeg var villig, men fik ikke lov. Han sat' ud og bjerged hver eneste mand.

Men – baaden kantred – Retfærdige Gud! De blev frelste. Til ham kom døden med bud Han reiste til himmelen – han! Fra den stund af var jeg ei mére mig selv.

Det var smaat med mit livsmod en stund. Men den blir ikke mindre – sorgernes elv, om man styrer mod mismodets grund. Jeg faar skjøtte min dont saa godt, som jeg kan

indtil Herren kalder mig hjem. Jeg véd, jeg skal éngang naa fredens land. Der møder mig mine, møder og han, som for mig var den største blandt dem.