Alt er saa stille udi naturen.
hver ufredsmagt har listet sig paa dør.
Nu hviler hvert et blad, hver blomst i uren,
som stormen bragte til at skjælve før.
Saa azurblaa en himmel kan ei skabe
geniet selv, hvor mægtigt det end er.
Mit sind sig i betragtning vil fortabe,
Gud laante himlen evighedens skjær.
Se nøie paa de mange smukke bladø!
Et bærer bly orangens farvepragt.
Et freidig rødt – som, disse mange glade
børn, der er klædt i barneyndens dragt.
Hver høstdag præker for enhver, der tænker,
om mødet for Guds dommerstol engang.
Gud fri os her fra egoismens lænker,
saa øiet aabnes for vor næstes trang!