At digte – det er at male –
med sterke, med levende ord,
det liv, der i hytter og sale
hos længslen og sorgerne bor.
At digte – det er at vække
til skjønhed hver skabning paa jord.
At digte – det er at række
den lidende lindringens ord.
At digte – det er at mane
til troskab mod konge og land
til troskab mod hjemlandets fane
til nidkjærhed, egte og sand!
At digte – det er at tænde
i sindet, begeistringens glød
for kronen i livet – for hende
hvis skjød var det luneste skjød!
At digte – det er at synge
til pris for den signede viv.
At digte er – sindet forynge.
at styrke det sygnende liv.
En digter vi trænger, der peger
paa ham, som hos ydmyghed bor,
paa ham, som den angrende læger
til liv ved sit levende ord.