De sad ved dine fødder
Og lytted til din røst,
Og ordets sæd slog rødder
Og loved gylden høst.
Med dine hænder fulde
Af spiredygtig sæd,
Før høsten kom, du skulde
Paa agren segne ned.
Men alle disse sjæle,
Som du har saaet til,
De er dit eftermæle,
Som stedse vokse vil.
I barnesjæle bløde
Du vaarsæd strøet har,
En kjærlighedens grøde
Sin sædemand den bar.
Af dine skolepoger
Blev mange flinke mænd
Og fandt som filologer
Med jubel dig igjen.
Din røst saa dyb og mægtig
I sjælen atter lød,
Og sæden fuld og vægtig
Faldt ned i furens skjød.
Forstummet nu er røsten,
Ei saaes mer din sæd;
Men du skal faa for høsten
Vor tak og kjærlighed.