Det tindrer og det glitrer nu af glæde;
To unge fugle bygget har sit rede;
De sine vinger strækker
Og søger eget hjem;
Det gamle rede rækker
Ei længer til for dem.
Savn der blir i de gamle reder,
O, hvor tomt blir der efter Eder,
O, hvor tomt!
Dog redet, hvor som unger I har hvilet,
Hvor mor og far og sol omkaps har smilet
Til Eders første kvidder
Og første vingeslag,
Selv paa de største vidder
I glemmer ingen dag.
Mindet vil i det nye rede
Følge med, adle Eders glæde,
Adle den.
Og om du flyver høit end over jorden
Til Himalayas toppe med kondoren,
Langt høiere sig svinger,
Ja selv end en kondor,
Paa sine gamle vinger
Dog mindet af din mor.
Det er med paa de store vidder,
I dit hjem det ved arnen sidder
I dit hjem.
Og dette minde ei jer glæde tynger;
De gamle i de unge sig forynger:
De ser paa jer sig glade,
Og i jert solskin med
Det gamle hjerte bade
Vil al sin kjærlighed.
Far da vel, hvor I end vil fare,
Mindet vil I som børn bevare,
Far da vel! –