En plads staar tom ved festen,
Som ingen fylde kan;
Vi savner æresgjæsten,
Vor første, største mand.
Og det vi føler alle,
Hvor tomt det da maa bli;
Vi kan det gjerne kalde
En “horror vacui”.
Det høisæde, han fylder,
Vor høvding stor og bred,
Som hele hirden hylder
Med tak og kjærlighed, –
Hvem kan vel fylde dette,
Naar han det har forladt?
Hvem tor vel der sig sætte,
Hvor han sig før har sat?
Hvor tyst det blir i hallen
Ved hirdens lange bord,
Naar ikke høvdingskjalden
Den fylder med sit ord!
Og det skal alle sande,
Selv værste avindsmand,
Hvor tyst det blir i landet,
Naar vandret bort er han.
Men Gudskelov! end lyder
Hans stærke hævdingrost;
Som bjarkemaal den bryder
Med solen frem i ost.
Skjønt her staar tomt hans sæde,
Som høvding fylder han,
Den store, høie, brede,
Høisædet i vort land.
Og end han trods de seksti
Er lutter fyr og krud,
Og der er marg og vækst i
Den stærke stammes skud.
En herlig eftersommer
Vi ønsker ham ikvæld
Med saft og kraft, som flommer
I sangens tonevæld.