Mod høsten lider det, og dagen hælder,
Og blad for blad det trætte træ snart fælder,
Og vi, ak! vi og ældes,
Vor høst, den kommer snart,
Og blad for blad vi fældes,
Og træet staar der bart.
Havt vi har dog vor vaar og sommer,
Og hvert aar nye skud der kommer,
Nye skud!
Hvert fældet blad, som maatte os forlade,
Skal feires her som vore mindeblade.
Om vinden end dem spreder,
Vort minde samler dem
Og kjærlig om dem freder,
Og tager tidt dem frem,
Løvfaldsblad fra de gamle gjemmer,
Minde om hende, man ei glemmer,
Løvfalds blad!
En stille gjerning uden eftermæle,
Og dog med kjærligt spor i barnesjæle
Det var den ædle kvindes,
Som er vor hædersgjæst,
Og derfor skal hun mindes
Til hverdags og ved fest.
Hendes skaal, fred og aftenhvile!
Farverigt høstens solfald smile
Aftenfred!