Han hører til tvende tider;
Til ingen hører han hel,
Og tvivlen bider og slider
Med skarpe tænder hans sjæl.
Ved digt han smerten kan lindre;
Men saaret vil aldrig gro,
Der er et brud i hans indre,
Et brud med den gamle tro.
Han ved, det var illusioner,
En drømmende romantik;
For øret de gamle toner
Dog klinger som fjern musik.
Han ved, det er svagt at dromme
Og døve smerten ved digt;
Han ved, det er feigt at røomme
Fra livet og livets pligt.
Men ak! han kan ei kureres,
Han er som en morfinist.
Helt aldrig realiseres
En gammel idealist.