Han var saa stolt af sin smule hjerne
Og af den praas, som var tændt derinde;
Op saa han til den som en lysende stjerne,
Hvorefter han nok skulde maalet finde.
Men praasen dansed som lygtemanden
Og førte ham ud paa bundløse myrer.
Saa gaar det hver, der efter forstanden
Som efter en stjerne paa himlen styrer!
Saa klang en røst som et orgels brusen;
Men da han vendte sig om mod ræsten,
Da hørte han bare vindens susen
Og lyd som af faldende løv om hæsten.