Vi ved jo, at i hver en sag
Man spør: Où est la femme?
Og ofte i vort lærerlag
Vi spurgt har om det samme.
Vi ved, at der staar kvinder bag
Forbrydere og helte,
Men kvinden, hun var fin og svag,
Og holdt sig helst i telte.
Og naar der gjordes noget stort,
Tog hele æren manden,
Og blev en kjæltringsstreg der gjort,
Fik kvinden skyld – og fanden.
Men kvinderne tilsidst blev kjed
Af sligt uærligt skifte;
De vilde ogsaa være med,
Selv om de ei var gifte.
De løfted fligen paa sit telt
Og ud mod vidden længtes.
De saa et vidstrakt arbeidsfelt,
Hvor alle kræfter trængtes.
Og naar nu i hver ædel sag
Man spør: Où est la femme,
Da staar hun ikke længer bag,
Men holder kjækt sig framme.
Hun slaar et slag i livets kamp
Og møder alle farer
Og trodser endog røg og damp
Af herrernes cigarer.
Velkommen kvinder i vor kreds
Som gode kammerater,
Gid I maa finde jer tilfreds
Trods tobaksrøgens krater!