Det stille dybe vand, som himlen speiler,
Hvor uden skjulte skjær saa trygt man seiler,
Hvor ingen havfru lokker
Med falske smil om mund,
Hvor løgnens dynd ei rokker
Den faste klippegrund,
Hvor man trygt kan sit anker sænke,
Som man fast kan sin tillid skjænke,
Det er dig.
Paa denne sjø, den stille, dybe, klare,
Det herligt er det hele liv at fare.
Hver dag, som der man farer,
Ny skjønhed der man ser,
Og dybet aabenbarer
Sin rigdom mer og mer.
Perlers skat, ægte, sande, rene,
Fattet ind skjønt af ædle stene,
Det er dig.
Det skjønnest er ved eftersommertider,
Naar solen daler og mod kvæld det lider,
Naar havnen venlig vinker:
“Velkommen til dit hjem!”
Naar løvet gyldent blinker
Med hæstens farvebræm.
Havn og hjem, tro og haab og freden,
Lys og liv, kjærlighed og glæden,
Det er dig.