Vort land, vort land, vor kjære mor!
Dit gamle hjerte banker
Hvergang en søn i viking for
Med stærke stordaadstanker.
Da mindes du din ungdoms vaar,
Din Leif og Erik Røde,
Og op af haugen atter staar
Din sagatid, den døde.
Hil hver en søn, som stolt og glad
Sin gamle mor kan gjøre,
Som navnet til hver verdensstad
Vidtspurgt og stort kan fore,
Et drapa har han faa't til løn,
Det skjønneste blandt alle,
Af gamle mor: “min søn, min søn
Stolt kan jeg Eivind kalde!”
Og hver en søster, hver en bror
Vil dette kvad istemme:
“Du stolt har gjort vor fælles mor.
Det skal vi aldrig glemme!”
Og alle vi, som aldrig gjort
En daad har, værdt at nævne,
Bæundre vil alt skjønt og stort,
Gjort af en større evne.
Hil Eivind Astrup! ja, du var
En ægte lykkens yndling;
Du reiste bort fra mor og far,
Da endnu du var myndling.
Og som en mand kom dau igjen,
Hvem mænd og kvinder priser,
Hvem som et mønster unge mænd
Hinanden stolte viser.