I gamle, gode dage
Man havde nærveret,
Ret til sig ret at tage
Med næven ret og slet.
Med øksen da i høiden
Man kløved næstens skolt;
Det var den enda sløiden,
Man da for nobel holdt.
Før pleiede man haanden,
Saa den var blød og fin,
Og dyrkede kun aanden
Med græsk og med latin;
Paa skolen man i høiden
I pult og bænke skar:
Det var den enda sløiden,
Som skolemæssig var.
De nye tider kræver
Et andet levesæt:
For næven, ei med næver
De kræver næveret.
Hvo være vil paa høiden
Med denne nye tid,
Han maa nok dyrke sløiden
Paa andet sæt med flid.
Og hver, som bane bryder
For nævens ret, for sløid,
vi trofast næven byder
Og hilser ham med frøid;
Og øverst op paa høiden
Brød bane Salomon
Som konge over sløiden
Med øksen i sin haand.
Og for at se hans skatte
Kom folk fra fjerne land,
Sig ved hans fødder satte
Som lærling, kvinde, mand.
Hans sesam, det er sløiden,
Som hjerter aabne kan;
Hæv glasset da i høiden
Med hurra! leve han!