Alle de dæmrende, uklare længsler
Staar der som børn ved dørene tittende,
Staar der paa taa bag de hemmende stængsler,
Anende, sukkende, lyttende, frittende.
Dørene aabnes og ind for at ribbe
Styrter som over et juletræ børnene;
Mængden sig nøier med affald som gribbe;
Faa kun mod tinderne stræber som ørnene.
O! kunde atter vi staa der bag døren,
Længselsfuld, ren, uskyldig, uvidende,
Tittende øine og lyttende øren,
Og som et barn af nysgjerrighed lidende.
Hvor er nu længslerne, hvor er nu barnet?
Hvor er nu ungdommen, hvor er nu maalene?
Længst alt vort juletræ ligger i skarnet,
Plyndret og ribbet; igjen kun er naalene.