En skare jomfruer med sine lamper tændte,
Som intet andet gjør end paa sin brudgom vente:
Det kvindeidealet var i orienten,
Og klog man kaldte denne stille, dorske venten.
Og endnu er der dem, som sidder der og bier,
Om endelig engang der komme kan en frier;
Dog daarlige man heller kalder slige jenter,
Som sidder kun paa stas og giftesyge venter.
Nu har den kloge jomfru ogsaa tændt sin lampe,
Men for at være med i aandens store kampe.
Om aldrig end til hende nogen mand har beilet,
Er hendes liv dog ei som daarernes forfeilet.