Saa mange hoder dukker op
Af mindets taagehav,
De løftes høit paa bølgens top
Og synker i dens grav.
Mest er det barnehoder smaa,
De hilser med et nik;
Som voksne jeg dem aldrig saa,
Vi skilte veie gik.
Nils Hansen Steen jeg mindes dig
Med bløde barnetræk,
For siden vi paa hver vor vei
Kom fra hinanden væk.
Du gik tilsjøs, jeg blev student,
Jeg følte mig som kar';
I aandens rige, som bekjendt,
Studenten herre var.
Mit Navn i tale og i skrift
Jeg drømte mig paa prent;
Det var den eneste bedrift,
Som høved en student.
Mit liv blev bare drøm om daad,
Dit liv blev daad, ei drøm;
Man drømmer ei i aaben baad
Mod storm og brændings strøm.
Paa skolebænken var du schak,
I livet nummer en.
Min barndomsven, farvel og tak,
Min helt, Nils Hansen Steen!