Tillidsfuld som barnet var han,
Paa sin læbe hjertet bar han;
Men da de det røde skued,
Som af livets varme lued,
Kanibalisk grumhed greb dem;
Knivene de trak og sleb dem.
Straks han ikke ret forstod det,
At de lysted hjerteblodet,
Og med undren dem betragted,
Som en leg det hele agted,
Og som barnet til dem smiled,
Der i moders arme hviled.
Men med knive skar og stak de,
Og hans varme blod, det drak de,
Og de hylede som vilde
Rundt om barnelivets kilde.
Ak! genier er naive,
Rækker hjertet frem mod knive.