Paa mørkeloftet iblinde
Han famled i ungdommens tid
For skjulte skatter at finde,
Men fandt ei et eneste hvid.
Og nu, da han er blit gammel,
Og solen op for ham randt,
Han saa, det var noget skrammel,
Alt, hvad han paa loftet fandt.
Ei andet end kalverumper
I skrin med det rare han ser
Og udbrændte lysestumper,
Som ikke kan lyse mer.
Og alle rumperne stammed
Fra kalve med Apis til far,
Og lysestumperne flammet
I alterstagerne har.
Den hele skat den var læiet,
Af alt var intet der sandt;
Men solen gjør ondt i øiet
For den, som til mørket er vant.