Han synes altid, man gaar for fort
Og standser for pusten at drage,
Og altid han klynker: “Vi gaar os bort!
Lad heller os dog gaa tilbage!”
Og dog han en fører være vil,
En høvding for hele nationen;
Men maalet, som han vil føre til,
Det er nok den gamle stationen.
Og hver som er grætten, saarbent og træt,
Til høvding ham ogsaa jo kaarer
Og brøler i kor, at han har ret,
Og at de, som vil frem, er daarer.
Men fremad gaar det mod maalet dog;
Det lader sig ikke stoppe,
det store jublende fremtidstog
Mod alpeglødende toppe.