Som en ørken, gold og sandig,
Laa hans liv foruden spor.
Ingen daad og stræben mandig,
Intet modigt sandhedsord
Havde med sit fodspor præget
Denne tomme glemsels vei;
Han kun havde søgt sit eget,
Derfor tabt han havde sig.
Og han var saa træt af reisen,
Af det hele led og kjed,
Han, som stolt med nakkekneisen
Engang havde sat afsted;
Han, som havde haanet, spottet
Alt, af andre sagt og gjort,
Og saa skadefro sig gottet,
Naar de ikke evned stort.
Han, som havde sig forhærdet
Mod hver mandig, ædel helt,
Der sig stilled uforfærdet
Frem til kamp paa sandheds felt;
Han, som havde stedse hadet
Mest enhver, som evned mest,
Som fra munden kjækt tog bladet,
Som blev elsket, hørt og læst.
Nu det lakkede mod enden;
Knap han slæbte sig afsted,
Og han følte sandets brænden,
Tungen var saa tør og hed.
Og han saa den golde strækning
Uden maal og uden vand,
Og han sank i dødens trækning,
Og hans grav var flyvesand.