Man siger, han er en bøffel,
Saa olm og klodset og raa;
Dog ved han en liden tøffel,
Hvorefter han danse maa.
Han kjender de fine fyre,
Som danser saa pent paa bal,
Men hjemme er olme tyre
Og kaster den fine skal.
Din bøffels hjerte du kjender,
Som slaar bag den tykke hud;
Sit hjerte indad han vender
Og vender hornene ud.