Senest det spirer som dybest er saaet.
Videnskabssæden, som døgnet ei agter,
Spirer tidt først, naar et sekel er gaaet,
Kjæmper sig frem gjennem fordommens magter,
Bryder sig vei gjennem dogmernes tæle,
Sprænger selv klippen, hvor kirken er grundet
Kaster sit frø i de spærrede sjæle,
Spirer og vokser, til folket er vundet.