Den gamle urfjær er ei spænstig længer,
Trægt uret gaar og følger ei med tiden;
Den nye tid til nye urverk trænger,
Som følge kan dens gliden, skriden, viden.
Engang det gamle ur med oplyst skive
Hang høit i taarnet som et afgudsbilled;
Den rette tid det skulde alle give,
Og efter det sit ur de alle stilled.
Den travle mængde nu forbi det iler,
Ser neppe op, naar kirkeklokken kimer;
Og ser de op, de spodsk af uret smiler,
Som altid gaar for sent en to-tre timer.