Maane, maane stum og stor.
Klang fra hvide straalestrenge
uden rytme, uden ord.
Hvidt og øde, stille, stort.
Ingen vinde vifter.
Øiet brænder, sælsomt, sort.
Tanker jager, skifter. –
Hvide fjelde – tungsindsbølger,
stivnede af ælde.
Taarefloder, størknede
i verdenssmertens vælde.
Blege stjerner – angstens bønner,
svævende mod Gud.
Dystre bjerge, aldrig, aldrig
slipper i mig ud . . .
Hu, hvem ler, hvem vover tale
her i ødet? her, hvor pilsnar svale
aldrig rørte sine vinger?
– Her, hvor vintrens hvide dronning hviler
i sarte snekrystallers lune leie?
Her, hvor aldrig livets døtre smiler;
men blinde ugler tuder sine ligfærds sange?
Ha, hvor blir jeg sælsomt bange!
Bleg og stolt, med dødens brand i øiet,
med tausheds grumme smil om smale læber,
jeg ser dig svæve, hvide vinterdronning –
over dystre skoges dunkle rige,
over islagt hav og øde strande
skuer jeg din høie, blege pande.
Og du løfter dine arme, og du knytter dine næver
haardt i had til alt, som lever. –
Men da holder alt sin aande, alt sin aande.
Alt som lever krymper sig i vaande. –
Se, da dugger taarer i dit øie;
og du græder, herskerinde,
krystaltaarer, kolde, klare
over isrubiners skare.
Og det risler gjennem natten
kolde, klare taarestrømme.
– Smerte-bitre, galde-sure
isdryp, isdryp ind i sjælen . . . .