Hyss – skogen sukker saa sælsomt, klagende . . .
Skyerne samler sig, truende, jagende,
driver i dystre, regntunge følger
henover lande og hulkende bølger.
– Da ruller et drøn over verden den vide;
og skabningen bæver i dommedagskvide.
Gud for et syn!
Blodrøde luer flammer i vellyst,
jager i stormløb, knuses i ilddyst,
splitter og samler skyerne atter
i jammer og hulk og helvedes latter.
Jorderig bæver, jorderig bæver . . .
Dødsangstens skingrende veraab hæver
sig krampefortrukkent mod himmelens herre.
Se, se – – Hør, hør!
Vanviddets stivnende skrig over landene.
Skibbrudnes døds-dystre ral over vandene!
– Døden hin blege med livsgridske hænder
vislende bomber fra stormskyer sender.
Det funkler i brynje, det blinker i skjold.
Grinende djævlebørn spiller med bold,
spiller med raadnende menneskehoder – –
Jo, jo, de kan more sig, djævlenes poder!
Ha, blide magter fra solskinsdage
hvor er I henne, I svage, svage?
– Skjuler Jert aasyn, kast Eders kranse
nu, hevneren svinger sin dommedagslandse!
– Bøi dig, menneske, bæv for din dommer;
thi se han kommer, kommer i skyerne
synderes strenge, hevnende Gud.
– – – – – – – –
– – – – – – – –
Jeg raaber i angst med svigtende stemme:
Afvend din vrede – Jehova!
– Men se, da synker jeg, dør for hans vælde
i fraadende hav under bævende fjelde . . .